Fra stiv spørgeliste til samtale: Karens første interview

Karen er i halvfemserne af sit arbejdsliv som skolesekretær og begyndte på kurset, fordi hun ville skrive om en nabo, der havde drevet et lille cykelværksted i over tredive år. Hun kom til den første undervisningsgang med en side, hvor hun havde skrevet femten spørgsmål, alle formuleret i fulde sætninger og nummereret fra et til femten. Det var ambitiøst og grundigt, og man kunne mærke, at hun havde brugt aftener på det.

Jeg læste siden sammen med hende og stillede kun ét spørgsmål: hvad håber du, at han svarer på nummer tre? Hun tænkte lidt og sagde, at hun håbede, han ville fortælle om dengang værkstedet næsten lukkede. Så stod svaret allerede i spørgsmålet. Det var begyndelsen på en samtale om forskellen på at spørge for at få bekræftet noget og at spørge for at høre noget nyt.

Forberedelse handler ikke om at have alle svar på forhånd, men om at vide nok til ikke at spilde den andens tid. Karen havde læst om cykelværkstedet i et gammelt lokalblad og talt med to kunder. Det var et godt udgangspunkt. Vi arbejdede videre med et interviewskema, hvor hun i stedet for femten spørgsmål skrev fire temaer og under hvert tema et enkelt åbent spørgsmål, hun kunne vende tilbage til.

Skemaet har også en rubrik til det, man ikke ved og gerne vil finde ud af. Her skrev Karen blandt andet, at hun ikke vidste, hvorfor værkstedet lå netop på det hjørne. Den slags små huller er ofte der, hvor de bedste scener gemmer sig. Hun lærte at behandle sin research som et kort over området, ikke som en køreplan, hun skulle følge til punkt og prikke.

• Skriv temaer, ikke færdige sætninger
• Notér, hvad du ikke ved endnu
• Hav ét åbent spørgsmål pr. tema
• Læg research til side, når samtalen bevæger sig

På kurset træner vi interview i rollespil, og det er sjældent behageligt første gang. Karen skulle interviewe Jonas Brandts kollega i en opstillet situation, mens et par andre deltagere lyttede og noterede. Hun gik straks til sit første spørgsmål og fortsatte til det næste, så snart svaret var givet, uden at se op fra papiret.

Bagefter gennemgik vi optagelsen sammen. Det var tydeligt, at de bedste øjeblikke var dem, hvor hun tav et sekund for længe, og den, hun interviewede, selv fyldte stilheden med noget uventet. Karen blev overrasket over, hvor meget hun havde afbrudt uden at opdage det. Hun fik til opgave at gentage samtalen og denne gang tælle til tre, før hun sagde noget.

Anden gang gik det anderledes. Da hendes rollespilspartner nævnte, at hun som barn havde cyklet til skole i al slags vejr, lod Karen det ligge et øjeblik og spurgte så blot: hvordan var det? Svaret varede næsten to minutter og indeholdt en detalje om en cykelklokke, som ingen havde forudset. Den slags kan man ikke forberede, men man kan gøre plads til den.

Vi talte bagefter om, at lytning er en teknik, ikke en egenskab. Man kan træne at holde øjenkontakt, nikke i stedet for at sige mm, og skrive stikord i stedet for hele sætninger. Karen opdagede, at når hun ikke samtidig skulle tænke på sit næste spørgsmål, huskede hun faktisk mere af det, der blev sagt, og kunne gengive det mere loyalt bagefter.

• Tæl til tre, før du taber stilheden
• Gentag kort det, du hørte, og spørg ind
• Skriv stikord, ikke hele svar
• Vær opmærksom på detaljer, der bryder mønsteret

Ugen efter satte Karen sig i cykelværkstedet med sit skema på fire temaer og en optager på bordet. Hun fortalte bagefter, at de første ti minutter var akavede, fordi hun stadig ville tjekke papiret. Men så spurgte hun, hvordan det føltes, første gang han måtte sige nej til en kunde, og samtalen ændrede sig. Naboen fortalte om en vinter, hvor han overvejede at sælge værktøjet.

Hun tog sig tid til at spørge, hvad han mente, da han sagde, at det hele næsten forsvandt. I stedet for at gætte bad hun ham forklare. Det gav hende et citat, hun senere kunne bruge nøjagtigt, og som hun kunne forsvare, fordi hun havde det på bånd og i sine noter. Det er netop den slags sikkerhed, forberedelsen og lytningen sammen kan give.

Karen sagde til sidst, at den største forandring ikke lå i teknikken, men i tilliden til samtalen. Hun behøvede ikke at beskytte sig med en lang liste, fordi hun vidste, hvordan hun kunne vende tilbage til sit emne, hvis tråden røg. Hun skrev stadig spørgsmål ned, men færre og mere åbne, og hun lod dem hvile i baggrunden.

Jeg fulgte hendes arbejde videre i redigeringen, hvor vi sammen kiggede på, hvilke af svarene der faktisk bar featuren. Det var ikke dem, hun havde forudset. Det er en erfaring, jeg ser gå igen hos mange deltagere: den gode historie opstår i det rum, man holder åbent, og det rum skabes af forberedelse, tålmodighed og lyst til at høre, hvad den anden faktisk siger.